Indholdsfortegnelse:
US Federal Reserve sigter mod at indføre en pengepolitik, der fremmer maksimal beskæftigelse, stabiliserer priserne og giver moderate rentesatser.
Det primære instrument til at nå disse mål er Feds kontrol af pengemængden. I en overophedet økonomi, hvor inflationen er faren, kan Fed'en begrænse udbuddet af penge. Dette hæver renten og bremser økonomien ved at gøre det dyrere for virksomhederne at låne penge til ekspansion og for enkeltpersoner at købe på kredit. I en kontraherende økonomi, hvor faren for en recession eksisterer, forfølger Fed det modsatte kursus. Ved øge pengemængden, det sænker renten, hvilket gør det lettere for både virksomheder og forbrugere at låne. Det tilskynder til gengæld øget økonomisk aktivitet.
Theory vs Practice
Det er aftalt af mange almindelige økonomer, at pengepolitikken, som det fremgår af en stillingspapir fra Den Internationale Valutafond, er "et meningsfuldt politisk redskab til opnåelse af både inflations- og vækstmål". Effekten af pengepolitikken i praksis bliver imidlertid stillet af mange økonomer, hvoraf nogle bestrider selv den underliggende teori. Denne tvist er generelt en mellem økonomiske konservative og økonomiske liberale.
Liberale økonomer som Paul Krugman finder ofte Feds implementering af pengepolitikken utilfredsstillende og utilstrækkelig. Denne utilfredshed med effektiviteten af pengepolitikken i praksis er relativt udbredt, et punkt understreget af indflydelsesrige Berkeley-økonomer Christina og David Romer i en omfattende dokumenteret historie af Fed pengepolitiske fejl, "Den mest farlige idé i Federal Reserve History: Monetary Policy Doesn ' t Matter."
Nogle konservative økonomer afviser ligeledes Feds succes med at regulere økonomien gennem pengepolitikken af forskellige årsager. En kort Wall Street Journal-artikel om de seneste forsøg på at forsøge at genoplive amerikanske og europæiske centralbanker, stabilisere økonomier efter recessions er, at "pengepolitikken bare ikke er meget effektiv."
En Tvist Uden En Beslutning
Der er ingen magisterlig opfattelse af denne tvist, der giver en konklusion om, at pengepolitikken er effektiv eller ineffektiv, fordi enhver mangel kan fortolkes som en konsekvens af en utilstrækkelig robust pengepolitik på den ene side eller som følge af selve implementeringen af den politik på den anden.
En artikel offentliggjort af det konservative Cato Institute sammenligner for eksempel den relativt hurtige opsving i økonomien fra konjunkturperioden 1981-82 med den langsommere genopretning fra recessionen i 2008-09 og konkluderer, at forskellen var, at i den tidligere recession Fed lade økonomien komme sig naturligt, mens Fed i den senere recession forfulgte en aggressivt imødekommende politik, der i sidste ende svækkede og bremset genoprettelsen.
Romernes rapport ser derimod på den store depression, der begyndte i 1929 og varede til 1941 og nævner mange eksempler på Fed's manglende indgreb som den primære årsag til depressionens længde og dybde.
Virkeligheden er, at for at du uden tvivl kan vide, om pengepolitikken virkelig er effektiv, skal du opleve den samme recessionære periode med to gange, en gang med Fed-pengepolitisk indgreb og en gang uden. Det er selvfølgelig ikke en tilgængelig mulighed.